Sikke en skøn søndag!
Der var ellers god mulighed for konflikter, da jeg under morgenmaden proklamerede at nu stod den på 1 times rengøring med deltagelse af ALLE.. men alle var med på den, der blev gået til den med støvsuger og spand&klud, og helt frivilligt og på eget initiativ blev der prøvet og sorteret tøj, ryddet op i skuffer og ordnet på reolerne - skønt at børnene har arvet deres mors bibliotekar-gen for sortering :-)
Efter frokost forlod vi en superfin 1.sal og drog afsted på lossepladsen med småt brændbart og småt tøj til genbrug. Den store keramiktekande var desværre revnet og måtte smides ud,, men hov - der i containeren for glas og keramik lå lige sådan et sylteglas fra Holmegaard som ejg stod og manglede, så det blev lige fisket op. Herefter gik turen til Sønderholm for at få købt gran osv til at pynte op med. Desværre var der ingen hjemme, så vi fik ikke set beboerne, men kun hørt om da Poul havde heste i stalden. Vi var tæt på at købe årets juletræ, meeeeen, det ville være for let bare at tage det første det bedste vi faldt over. Med en fin bunke nobilis og et stort fugleneg (der i modsætning til dem man køber i supermarkedet faktisk indeholdt kerner) i bagagerummet kørte vi til Sønderholm plantage. Tågen hang tungt over skoven og der var meget fugtigt af samme grund, men det er altid skønt at komme ud at gå, og så var der pludselig også en masse fint mos som blev samlet til juledekorationer. Mens det blev mørkt fik vi os en kop kaffe og varm saftevand, pebernødder og mandariner, hyggeligt! Da vi kørte ad grusvejen hjemover, mødte vi en fra vandværket som lige skulle checke at alt stod vel til, og så blev vi inviteret ind for at se vandværket indefra. Han var meget begejstret for at vise frem og fik endda organiseret en iltning af vandet så vi kunne se det hele i funktion. Tror ikke børnene var så imponerede, men det var nu meget sjovt at se alligevel.
Som en god slutning på dagen stod den på hjemmebagte pizzaer, lavet på stenpladen.
Skønt med en dag, hvor alt bare gik op i en højere enhed!